Jonstrup 89                

en paraplyorganisation for foreninger m.m. i Jonstrup

 

                 Startside
Op

                            

Byudvikling i Jonstrup

På denne side kan du læse lidt om Værløse Kommunes foreløbige planer for byudvikling i Jonstrup. Der arbejdes med 2 områder: Et delområde af Flyvestation Værløse, som ligger i tilknytning til Jonstrup, lige nord for det gamle seminarium og et mindre område øst for. Derudover bliver der i grundejerforeningen, der ejer Kaningården arbejdet med planer for dette område.

Alle oplysninger er hentet fra Værløse Kommunes hjemmeside.

Flyvestation Værløse skal nedlægges, og i alt bliver ca. 95ha. af flyvestationens 520ha. store område frigivet til andre formål. På Kommunens hjemmeside kan du se eller hente en række rapporter og notater om hele områdets fremtidige planlægning.

http://www.vaerloese.dk/VaerloeseKommune/Menu/boligvejenergiogmiljoe/maalogplaner/udviklingoganalyse

 

En bebyggelsesplan for området nord for Seminariet

Værløse Kommune indbød i sommeren 2004 tre arkitektfirmaer til at udarbejde forslag til struktur- og bebyggelsesplaner for to nye byområder indenfor flyvestationens areal.

- Arkitektfirmaet C. F. Møller

- Juul & Frost

- Tegnestuen Vandkunsten

De 3 forslag kan ses i deres helhed på Kommunens hjemmeside. Vær dog opmærksom på, at filerne er meget store, og det kan derfor tage lang tid at hente dem.

Byplanudvalget i Værløse Kommune valgte forslaget fra Juul & Frost. Der var mange begrundelser for udvalgets beslutning, en af dem med relevans for vores by var, at ”Bebyggelsesforslaget for arealet ved Jonstrup er disponeret som en parkbebyggelse omkring en landskabelig lavning, hvor der anlægges en permanent sø. En smuk bymæssig afrunding af Jonstrup, der respekterer og udnytter stedets naturgivne kvaliteter, herunder det lille fredskovareal.”

I forslaget fra Juul og Frost står der blandt andet skrevet om bebyggelsen ved Jonstrup:

”Boligbebyggelsen danner en kontinuert bevægelse og ligger omkring en landskabelig lavning, hvor der anlægges en sø. Der opstår et defineret indre halvoffentlig landskabsrum med visuel forbindelse til de ydre omgivelser: Seminarieområdet og det store åbne landskab mod landingsbanen.

Vejadgang sker fra både Perimetervej og Jonstrupvangvej og ankommende følger et stræde langs bebyggelsen ydre side. Strædet er opbygget af en serie af mindre halvoffentlige ankomstrum. Parkering sker i åben carport foran hver bolig med plads til 2 biler. Carporten adskiller et privat gårdhaverum foran boligen som på modsatte side vender ud til det indre fælles landskabsrum med opholdsarealer. Bebyggelsen består af 56 rækkehuse i 2 etager på i alt 7.100m².

Parkbebyggelsen ”Jonstrup” lægger sig i et etableret skovbryn som rækkehuse på kanten af parken og skoven. Denne placering tilgodeser og fremhæver grænsefladen mellem inde og ude, privatsfæren, udvekslingen, mangfoldigheden, lyset og mørket og åbner op til parken mod seminariet. ”

Kortet er fra Juul & Frost bebyggelsesplan, og det viser deres forslag til placering af de 50-60 nye rækkehuse nord for det gamle seminariums have. Det gamle seminarium indeholder i dag blandt andet skole og miniklub. Boligerne ligger også i tilknytning til et lille stykke skov, som er fredet.

Området er endnu ikke en del af kommuneplanen, da byudvikling på Flyvestationens arealer ikke er indarbejdet i regionplanen. Dette forventer Værløse Kommune, vil ske i forbindelse med regionplan 2005. Derefter kan der udarbejdes kommuneplanrammer og lokalplaner.

 

Rammeområde B33 – øst for seminariet

Et mindre område (rammeområde B33) øst for det gamle seminarium er udlagt til boliger i kommuneplanen, og området kan udbygges, når kommunen laver en lokalplan. Lokalplanen skal som udgangspunkt være i overensstemmelse med rammebestemmelserne i kommuneplanen og vil blive lagt ud til offentlig høring inden endelig vedtagelse.

Ortofoto med Kommuneplanens rammeområder

Det gule område på kortet er rammeområde B33 og for området gælder følgende bestemmelser:

Anvendelse:
Boligformål.
Tæt lav bebyggelse, etageboligbebyggelse.

Bebyggelsens omfang:
B% max. 25.
Højst 2 etager og ikke over 8,5 m.

Udstykning:
Udstykning skal ske efter en samlet plan for hele området.

Friarealer:
Mindst 10 % af friarealet skal anvendes som fælles opholdsareal.

Andet:
Det er en betingelse for områdets udnyttelse, at det overføres til byzone, hvilket først kan ske, når det er fastlagt som byområde i et tillæg til Regionplan 1997. Det er i øvrigt et vilkår for områdets bebyggelse, at det ved undersøgelse er påvist, at der ikke er støjmæssige problemer forbundet med at placere boliger indenfor området

 

Kaningården

Grundejerforeningen, der ejer Kaningården, har på en generalforsamling besluttet, at arbejde videre med et salg af kaningården til boliger. Det vil være et krav at der bliver plads til grundejerforeningens maskinel m.v. og evt.  et mindre fælleshus, med mødelokaler og lignende. Der er nedsat en arbejdsgruppe som undersøger foreningens muligheder for salg.

Førend der kan opføres boliger og fælleshus, skal der udarbejdes en ny lokalplan for området, som er udlagt til institutionsformål.